Referat fra Helsinki 2007

I år var det Finlands tur til at arrangere, og mødet foregik i Helsinki, i et kongrescenter ved havnen med kongreshotellet på den anden side af gaden, og med de fleste andre hoteller i gåafstand.
Der var tilmeldt ca. 300 deltagere til kongressen, pænt fordelt på de skandinaviske lande, men også med deltagere fra andre lande i såvel som udenfor Europa. Desværre er det ikke muligt ud af deltagerlisten at se de tilmeldtes titel, så vi ved ikke, hvor mange af deltagerne var perfusionister.

Lokaliteter
Den største foredragssal, som lå i stueplan og med udgang direkte til udstillingen, blev brugt dels til joint sessions og dels til SATS’ foredrag. SCANSECT’s sessions foregik i en mindre sal på 1. etage. Sygeplejerskerne havde deres foredragssal i underetagen og med udsigt over havnen. De to mindre sale blev desuden brugt til lunch-symposium. Foredragssalene var store med gode stole og borde foran. Dejligt, når man vil tage notater!

I det hele taget fine lokaler med masser af lysindfald og rigeligt med plads til udstillinger og postere. Der var – undtagen i den store sal – store vinduer med udsigt over havnen og mulighed for at kigge ind i de store luxuslinere, som ankrede op umiddelbart overfor.

Videnskabeligt
Mødet bar præg af at være arrangeret af personer, som ser perfusionen gennem anæstesiologens briller, således at SCANSECT-sessionerne snarere var perfusions/anæstesi-sessioner. For de perfusionister blandt publikum, hvis arbejdsfelt primært foregår ved hjerte-lungemaskinen, var nogle af præsentationerne af denne grund mindre relevante.

De finske perfusionister synes at have en bred tradition for videnskabeligt arbejde, hvilket blandt andet viste sig ved de mange dyreforsøgs-studier, præsenteret af finske forfattere.
Nogle foredrag, som var relevante for perfusionister, var desværre programlagt til SATS foredragssalen, f.eks. et med sammenligning af effekten af 2 forskellige plasmaekspandere sammenlignet med albumin samt et om cerebral mikrocirkulation og pH-stat.  Ærgerligt, da vi, som fulgte SCANSECT-foredragene, gik glip af disse præsentationer.

Hesinki_2007_1Sammenfattende var der dog mange rigtig gode indlæg på SCANSECT-delen, såvel fra invited speakers, som free paper presentationer.  Der var igen i år flere indlæg om mini-ECC kredsløb. Nogle kunne påvise store fordele for patienterne med mini-kredsløb. Andre fandt ingen forskel. Et foredrag fra Göteborg om cardiotomisugeblod konkluderede, at dette indeholder både pro- og antiinflamatoriske cytokiner, som kan reduceres i mængde ved at køre blodet gennem en cellsaver, men at dette nærmest ingen effekt har på det postoperative systemiske inflammatoriske respons.

Pga. de forholdsvis få abstracts indsendt af perfusionister blev der kun uddelt 2 SCANSECT awards i år:
Best Perfusionist Paper Presentation Award, sponsoreret af Medtronic, gik til Helene Marberg (billedet) fra Sahlgrenska (Göteborg) for en meget flot præsentation med titlen: Autotransfusion of mediastinal shed blood does not influence bleeding or need for allogeneic blood transfusion after coronary artery bypass surgery.Best Case Report Presentation Award, sponsoreret af Maquet, gik til Tomi Niemi fra Helsinki for præsentationen: Anticoagulation during mechanical cardiac assist: APTT vs. thromboelastometry.

Tillykke til vinderne!

Socialt
Torsdag: Et fint get-together party med rigelig god mad og drikke. Stedet var Finlands Nationalmuseum, hvor der bl.a. var spændende malerier i loftet (se foto: alle kigger op!), hvor Helsinki_2007_2
champagnen blev serveret. Efter velkomst-talen var der mulighed for at få en guided tour rundt på museet.

Fredag: For kongressens deltagere var der mulighed for at overvære en finsk musikforestilling om Simone Weil’s liv, i koncertsalen Finlandia Hall. Der var mange, der benyttede sig af dette flotte kulturelle tilbud, som faktisk var en del af den Helsinki Festival, som foregik i samme uge som vores kongres.

For de, som ikke var til koncert, kunne byens aften- og natteliv byde på fin mad på gode restauranter samt levende musik i små gyder og på værtshuse. Vejret var glimrende, og Helsinki er en by med rigtig mange unge mennesker, som tilsyneladende går stærkt ind for sociale udenhjems-aktiviteter. Masser af liv i gaden. Masser af sprudlende mennesker på caféerne og pub’erne.

Lørdag: Galamiddag for de tilmeldte. Bus til havnen, 3 minutters gyngende overfart til et fint restaureret hus, nærmest en slags lysthus med masser af vinduer og storslået udsigt over vandet. Mad og vin var ganske glimrende, talerne begrænsede og pige-big-band’et i top! Eneste kritikpunkt: de sluttede for tidligt, og vi var slet ikke færdige med at danse!
Flot arrangement!

Helsinki_2007_3

Igen i år vil vi takke vore sponsorer for, at de med deres velvilje, hjælpsomhed og input fra plastikkort har gjort det muligt for så mange af os at deltage i SCANSECT mødet.

22. august 2007
Louise, Skejby

Udgivet i Scansect kongres.